LæseLeg

LæseLeg er et konkret pædagogisk redskab, der gør det let at arbejde med dialogisk læsning i børnehaver. Gennem den dialogiske læsning og leg øges børnenes ordforråd, og deres kommunikative kompetencer styrkes. Samtidig får børnene appetit på ord og bøger, og de bliver bedre til at udtrykke sig med deres egne ord. På den måde øger LæseLeg børnenes trivsel og deres evne til at indgå i fællesskabet.

LæseLeg er målrettet de 3-6-årige børn men kan bruges til alle børn. Læseleg egner sig særligt godt til børn med et begrænset sprog og en lille sproglig udvikling.

Det er et stort problem, når børn mangler ord, og der er desværre børn i de fleste daginstitutioner, som har et for lille ordforråd – set i forhold til deres alder og ressourcer.
Vi ved, at jo tidligere vi sætter ind over for børnenes mangel på ord, jo større er chancen for, at børnene indhenter deres jævnaldrende kammerater.

Det er nemlig så uretfærdigt indrettet, at de børn, der har et lille ordforråd, har sværere ved – og bruger længere tid på – at tilegne sig nye ord end de børn, der allerede har et stort ordforråd.

Der er en stor risiko for, at børn med et lille sprog har svært ved at fungere i børnehavens hverdagsliv, fordi de har svært ved at udtrykke sig. Måske kommer de ikke med i legen og samværet, og måske har de kun få eller slet ingen venner.

Også senere i livet kan manglen på ord følge dem. Vi ved, at man skal forstå 95% af ordene i en tekst for at kunne læse den med en rimelig hastighed og en rimelig læseforståelse. Derfor betyder manglen på ord, at børnene risikerer at klare sig dårligt i skolen og kan få meget svært ved at klare sig på ungdomsuddannelserne.

LæseLeg giver børn gode læseoplevelser og åbner samtidig op for bøgernes verden af ord – for børnebøger indeholder ofte sjældne ord, altså ord, der ligger uden for basisordforrådet.